Når vi taler undervisning på webudvikler uddannelsen som jeg underviser på, så passer Pasgaards e-didaktiske model rigtigt fint. Kombineret med Dreyfus'ernes femtrinstaksonomi (Aarkrog, Vibe - Teorier om læring s. 83) giver det et overblik over den måde vi underviser på, og på hvilket punkt i undervisningen vi skifter fra monologisk over til dialogisk og derpå til polyfon undervisning.
Alt vi underviser i foregår med projektbaseret undervisning, det betyder at eleverne har samme fag og samme underviser fra 1 uge og op til 7-8 uger ad gangen, og så kun har det fag, og intet andet. Det giver nogle muligheder for at folde et undervisningsforløb ud, uden at skulle starte forfra med at opsummere kontinuerligt fra sidste undervisningsforløb, i samme grad som hvis der kun var undervisning få gange om ugen, i 2 lektioner ad gangen. Det giver også mulighed for at lære sine elever rigtigt godt at kende. - En stor fordel for alle i læringsprocessen.
Når eleverne starter på et nyt fag, et nyt program eller et nyt emne, så ved de typisk ikke ret meget om det, og undervisningen er derfor nødt til at være monologisk.
Til tider kan den endda tage form som "monkey see, monkey do" hvor eleven følger underviserens demonstration på projektoren af et specifikt program, en måde at gøre tingene på, eller stykker af kode trin for trin. Altså fuldstændigt styret af underviseren med eleverne som modtagere.
Eleverne får derefter opgaver som de skal løse, og hvor de skal bruge det de lige har lært. Opgaverne stiger i sværhedsgrad, indtil det punkt hvor vi går fra det skridt der hedder novice videre til avanceret begynder hvor der stadigvæk er monologisk undervisning og fuldstændigt lærerstyret, hvor undervisningen på projektoren består af kortere sessioner med efterfølgende sværere opgaver.
I det øjeblik eleverne når til stadiet "kompetent udøver" skifter undervisningen - generelt - over til dialogisk, hvor underviseren godt nok udvælger stoffet, men undervisningen bliver vejledende end instruerende. Undtaget få korte intervaller hvor undervisningen tager form af monologisk undervisning, når der skal suppleres med endnu ikke opnået viden.
Den dialogiske undervisning strækker sig også over til 4. stadie i femtrinstaksonomien, som hedder "kyndig udøver".
På vejen fra "kyndig udøver" til "ekspert" stadiet er der typisk så mange veje indenfor de forskellige fag eleverne kan gå, at underviserne ikke har en chance for at vide alt om emnerne. Desforuden går udviklingen så hurtigt indenfor vort fag, at det er umuligt at holde sig opdateret om alt der sker. Derfor kan vi som undervisere i dialog sammen med eleverne opleve, undersøge, afprøve og dermed lære nyt stof. Her er vi ovre i den polyfone undervisning, og med korte intervaller af dialogisk og til tider også monologisk undervisning.
Det skal nævnes at det ikke er alle fag som eleverne skal op på ekspert niveau i, og dermed kan undervisningen til tider stoppe på avanceret begynder, eller kompetent udøver niveau´et, og dermed aldrig når den dialogiske eller polyfone undervisningesform.
Reflektion: At kunne kombinere de 2 modeller, gør at det for mig bliver langt mere tydeligt hvor i forløbet at skiftet i den e-didaktiske model ligger. Ikke at jeg altid kører det stringent, jeg kan også gå på oplevelse med de avancerede begyndere, altså polyfon undervisning, men det er i højere grad hvis en af eleverne er nysgerrig på noget som ikke er omfattet af det stof vi skal igennem, og som er så nyt at jeg endnu ikke har fået viden derom. Men som udgangspunkt, følger min undervisning de 2 modeller som beskrevet.
Kommentarer
Send en kommentar